Hvordan påvirker lys og farver

Farver påvirker vores sindsstemning!

Farver indvirker på vores liv og stemning og på vores humør og arbejdsevne. Farver kan give opstemthed, og de kan give en nedtrykt atmosfære.
Der er gjort mange videnskabelige iagttagelser af farvernes virkning. For eksempel bruger hospitaler farve, og hvor før i tiden alting var hvidt, har Herlev Hospital brugt farverne for at få en varm atmosfære, alt efter hvilken retning, nord, syd, øst eller vest. De anvendte farver er afpasset af varme og kolde farver.

Allerede Goethe tillagde farverne mange egenskaber og betydninger. Rød er spændingsfyldt, og når man betragter rødt slår pulsen hurtigere, end ved at betragte blåt, hvor pulsen slår langsommere.
Rødt giver inspiration, og formidler en atmosfære for gode ideer. Blåt skulle give udtryk for afslappet følsomhed, ro og tilfredshed samt troskab – et godt afsæt for efterfølgende bearbejdelse af ideerne.
Hos Goethe står blåt for forstand og gult for fornuft. Gult er glæde, lykke, håb om befrielse. Gult viser fremad og står for fremtid og forandring.

Ifølge studier foretrækker børn varme og lysende farver som rød, orange, rosa og gul. Disse farver frigiver deres inderste følelser. Børn som bruger kolde farver, blå og grøn, er mere velovervejede. Brugen af sort, brun eller grå, kan afsløre indre konflikter.

I et rum med hvidt stærkt lys uden skygger bliver man sløv og træt, på grund af manglende kontrast. Det virker uinspirerende og kedeligt.
Indendørs belysning bør være af en neutral let varm farve. Menneskers udseende, møbler og mad antager ellers et ubehageligt udseende. Lysets placering i rummet og lyskildens udformning er vigtige faktorer. Spots, indirekte lys og rumskabende lys, gør det behageligt at opholde sig i et lokale. Lys og mørke er faktorer, som er afhængige af hinanden.

En amerikansk radiostation satte pink lamper op. Efter 2 mdr. blev personalet irritable, arbejdede dårligt og mange sagde deres job op. Efter at have skiftet lamperne ud med hvide, blev der fred og enighed efter en uge, og de ansatte trak deres opsigelser tilbage.

Goethe siger i sin farvelære, at ved at se gennem gult glas glædes øjet, hjertet afspænder, ånden bliver oplivet og vi føles varme. Mennesker kan ligefrem få lyst til at le ved at se gennem gult glas. Blåt glas viser alting i et sørgeligt lys. Rødt viser et lyst landskab i et rædsomt lys. Ses gennem grønt glas bliver naturen unaturlig, sikkert fordi en grøn himmel ikke forekommer.

Når farvede genstande oplyses af solen reflekteres ofte så meget lys omkring dem at der dannes skygger indeholdende komplementærfarven. En grønmalet væg eller et grønt krat kaster lyserøde skygger. En gul væg kaster blå skygger. Dette ses dog ikke altid så tydeligt i Danmark, da luften næsten altid så mættet med vanddamp, at lyset bliver mere diffust, og skyggerne derved bliver lysere.

Fakta om lys

Synligt lys er elektromagnetiske bølger, hvis bølgelængde varierer fra ca 400 nm til ca. 730 nm. Lys bevæger sig i rette linier.

Ud over det synlige lys udsender solen også usynlige bølgelængder, gammaståler, røntgenstråler, ultraviolet ståling, infrarød ståling, mikrobølger og radiobølger.

Ingen kan se uden lys. Man kan kun se ting, hvis solen eller en lyskilde skinner på dem, eller hvis de selv lyser. Når lyset skinner på ting, kastes lysstrålerne tilbage og rammer vore øjne.

Farverne er lys med en vis bølgelængde, og det hvide lys fra solen er en blanding af mange bølgelængder dvs. alle spekterets farver. Lysbølgerne har dog i sig selv ingen farve. Farven opstår først i vore øjne og hjerne.

Molekyler i genstande opsuger nogle af spekterets farver, mens andre farver tilbagekastes (reflekteres). Således ses ting som røde, når kun den røde farve tilbagekastes.
En hvid genstand kaster alle farver tilbage. En sort genstand opsuger alle farver. Gråt opstår når lidt af alle farver opsuges. Sort, hvid og grå er altså ikke farver i fysisk forstand.

Kilder:
Specialet Lys og Farvers påvirkning af børn og voksne, Hanne Kvint & Tove R.Madsen 1994-95
Kompendium i farvelære, Ida-Marie Müller Olsen, http://www.idamarie.dk/idamarie/Farvelaere/kompendium.htm